Staten Island i New York
Staten Island i New York er bedst kendt for Staten Island Ferry. Øen er et af New Yorks fem boroughs, og selvom det stadig ikke er en turistmagnet, så har bydelen mere at byde på end blot færgeoverfarten dertil. Her ligger nemlig New York Citys eneste mode-outlet, og der er også et par museer.
Eric's Index
Hvad skal man se på Staten Island
Som turist kommer du sandsynligvis til Staten Island, fordi du tager med Staten Island Ferry. Og når du er der, er der et par seværdigheder på Staten Island, som du kan besøge.
- Staten Island Ferry: Du skal naturligvis tage denne færge for at komme til Staten Island, og det er straks et af bydelens højdepunkter.
- Empire Outlets: New Yorks eneste outlet-center, kun få meter fra havnepladsen.
- Snug Harbor: Med 23 historiske bygninger og 9 botaniske haver.
- NYC Ferry: En afslappende bådtur fra Midtown Manhattan til Staten Island med en flot udsigt undervejs.
Staten Island Ferry
Du kan sejle til Staten Island med den gratis Staten Island Ferry. Færgen passerer Frihedsgudinden og byder på en fantastisk udsigt over Downtown Manhattans skyline. Den sejler to gange i timen fra Manhattans sydspids, og det er bestemt værd at tage på den gratis sejltur mindst en gang.
Mange folk vælger at hoppe ombord på færgen igen med det samme, så de kan komme tilbage til Manhattan. Der er dog et par steder nær færgeterminalen, der er et besøg værd. Du kan derfor med fordel vælge at se dig lidt omkring på Staten Island, inden du sejler tilbage til Manhattan.

Empire Outlets
Staten Island er hjemstedet for New York Citys eneste outlet-center, Empire Outlets. Du kan dermed kombinere en hyggelig færgetur med shopping. Faktisk er færgeterminalen lige ved siden af Empire Outlets. Du kan dermed gå lige fra færgen til shoppingcentret.
Det er også et godt sted, at få lidt at spise og drikke. Empire Outlets har flere caféer og spisesteder, såsom Shake Shack og Starbucks.
The Verrazzano-Narrows Bridge
Den imponerende hængebro er hele 1.298 meter lang, og den forbinder Staten Island med Brooklyn. Den er opkaldt efter den italienske opdagelsesrejsende Giovanni da Verrazzano, som var den første europæer, der sejlede langs Hudson River.
Enhver, der har løbet New York Marathon, vil med garanti kunne huske broen. Maratonet starter på Staten Island, og det første stykke af løbet foregår over Verrazzano-Narrows Bridge. Der er ikke adgang til broen for fodgængere eller cykler på nogen andre tider af året.
Seværdigheder på Staten Island
Færgen og Empire Outlets er Staten Islands største trækplastre, men for dem, der virkelig ønsker at lære kvarteret bedre at kende, er der også flere attraktioner at besøge. Der er en lille zoologisk have og nogle autentiske museer.
Staten Island September 11th Memorial
Ud til vandet, nær færgeterminalen, ligger The Staten Island September 11th Memorial. Mindesmærket, som også hedder Postcards, blev skabt i 2004 for at mindes de 274 indbyggere på Staten Island, som blev dræbt ved terrorangrebene på World Trade Center i 1993 og den 11. september 2001. Linjen i midten af de to postkort peger direkte mod stedet, hvor Twin Towers stod tilbage i sin tid.

Snug Harbor Cultural Center & Botanical Garden
Snug Harbor Cultural Center & Botanical Garden er denne bydels mest betydningsfulde sted for kultur og underholdning. Centret består i sig selv af flere historiske bygninger og smukke botaniske haver, så det er også værd at lægge vejen forbi. New York Pass giver entré til alle disse Snug Harbor steder.
Inden for Snug Harbor Cultural Centers område finder du det sjove og engagerende Staten Island Children’s Museum samt Staten Island Museum, der har fokus på lokal historie og kunst.
National Lighthouse Museum
Du bliver måske overrasket over at høre, at der er flere andre små museer på Staten Island. Du kan f.eks. besøge National Lighthouse Museum, hvor du kan få en selvguidet tur og nyde den smukke udsigt over bugten.
Historic Richmond Town
Et andet Staten Island-museum er Historic Richmond Town, hvor en historisk landsby vækkes til live. Der er også et historisk museum, som er dedikeret til Staten Islands mangfoldige historie. Forvent historiske bygninger, der fører dig tilbage til 1800-tallet. Dette museumskompleks er særligt fascinerende for dem, der interesserer sig for amerikansk historie.

Staten Island Zoo
Staten Island Zoo er en lille, charmerende attraktion, der befinder sig et sted mellem en kæledyrszoo og en traditionel zoologisk have. Selv om det ikke er et stort, varieret anlæg, hvor man kan tilbringe en hel dag, er det et fint stop på øen for dyreelskere, især fordi adgang er inkluderet i New York Pass og Go New York Explorer Pass.
Hoteller på Staten Island
Modsat på Manhattan og i Brooklyn er der forholdsvist få hoteller på Staten Island. Der er hovedsageligt bed and breakfasts og Airbnbs. Staten Island er ikke det mest belejlige sted at finde overnatning.
Der er ikke nogen subway mellem øen og Manhattan. Det er kun færgen, der forbinder de to bydele. Der er en metrolinje på selve Staten Island og lokale busser. Hvis du alligevel gerne vil bo på øen, så er det en god idé at vælge en indkvartering, der ligger nær en metrostation, så du kan komme hurtigt til og fra færgeterminalen.
Se her for hoteller på Staten Island
Hvordan kommer man til Staten Island?
Den nemmeste måde at rejse fra Manhattan til Staten Island på er naturligvis at tage med Staten Island Ferry.
Men, der er dog også en anden mulighed: St. George-ruten med NYC Ferry. Denne relativt nye rute forbinder Midtown Manhattan med Staten Island og er et praktisk alternativ til Staten Island Ferry, som sejler fra den sydlige del af Manhattan.
Denne service er ikke gratis, og du skal bruge billetter til både ud- og hjemrejse, som koster 4.50 $ pr. tur. Til gengælde kan du nyde en naturskøn sejltur på Hudson River, hvor du passerer Manhattans skyline og Frihedsgudinden, inden du ankommer til Staten Island.
En anden mulighed er at tage med den ene færge på udrejsen og den anden på hjemrejsen, så du kan prøve at opleve begge tjenester.
Transport på Staten Island
Du spekulerer måske også på, hvordan du kommer rundt på selve Staten Island, og desværre er den offentlige transport her ikke særlig praktisk. I modsætning til de andre bydele i New York har Staten Island ikke et traditionelt metrosystem, men du kan stadig bruge dit OMNY-kort til offentlig transport på Staten Island.
Der er kun en enkelt jernbanelinje, Staten Island Railway (SIR), som går fra nord til syd, fra Staten Island Ferry terminal gennem hele øen. Enhver destination uden for linjen kan kun nås med bus.
Jeg anbefaler derfor at bruge en af de samkørselstjenester, som fungerer godt på øen. Uber og Lyft er begge meget tilgængelige. Du skal blot downloade en af disse taxa-apps, så er du klar.
Staten Islands historie
For flere tusind år siden, længe inden europæerne gjorde deres indtog, boede der mange indfødte amerikanere på Staten Island. De første europæiske besøgende var en italiener og sidenhen, i 1609, englænderen Henry Hudson, som Holland sendte afsted for at udforske øen.
Det er fra det hollanske “Staten Generaal” – fællesbetegnelsen for det hollandske parlaments første- og andetkammer – øen har fået sit navn. De indfødte amerikanere gjorde deres for at kæmpe mod besættelsesmagten, så det tog noget tid, inden der kom gang i den nye hollandske kolononi. Det endte dog med, at en by blev grundlagt, og siden da er befolkningstallet støt steget. I dag bor der knap 500.000 mennesker på Staten Island.
Ofte stillede spørgsmål
Hjalp denne artikel? Anbefal den ved at give mig en bedømmelse: