Spring til indholdet
Eric’s New York Download min gratis app
App storeGoogle play

Veganske restauranter i New York

Veganske restauranter i New York

Veganske restauranter i New York bliver mere og mere populære, ligesom i mange andre storbyer verden over. De sundhedsbevidste newyorkere hoppede hurtigt på den plantebaserede bølge, og i dag finder du vegansk mad i hele The Big Apple. Mange af New Yorks restauranter tilbyder veganske retter – ofte tydeligt angivet på menuen – eller har retter, der ved forespørgsel kan tilpasses en vegansk diæt. Du finder også mange 100% veganske restauranter i New York, og jeg har listet dem, du ikke må misse, i dette indlæg.

Veganske spisesteder

Med de mange restauranter i New York er der uanede muligheder for at spise ude! Hvad end du er på udkig efter en vegansk version af amerikanske klassiskere, såsom pizza eller mac n cheese, eller du gerne vil spise fint, så er der en vegansk restaurant i New York for dig! Jeg har her valgt et bredt udvalg af restauranter, der passer til enhver smag og ethvert budget.

P.S. Kitchen

Med sin placering i Theater District er P.S. Kitchen et ideelt sted at nyde en middag inden et Brodway-show. Den veganske restaurant byder både på en hyggelig atmosfære og lækker mad, som med garanti også vil imponere ikke-veganere.

Menuen er ret klassisk med retter som burger, lasagne og cæsarsalat, så her kan de fleste være med. Der serveres også veganske cocktails (og mocktails)! P.S. Kitchen er en socialøkonomisk virksomhed, der har forpligtet sig til at skabe arbejdspladser til marginaliserede folk i New York og til at donere 100% af fortjenesten til bæredygtige velgørende formål.

📍 Sted: 246 West 48th Street, Theater District

Beyond Sushi

Kæden af uformelle veganske restauranter i New York byder på fantastisk sushi med kreative og velsmagende smagskombinationer. Som navnet antyder, bliver der dog gået “beyond sushi” – temmelig langt endda. Dumplings, wraps, tacos, burgere og meget andet er nemlig også at finde på menuen. Dermed er der noget, der passer til enhver smag og ethvert humør. Beyond Sushi findes flere steder på Manhattan.

📍 Steder: 

  • 134 W 37th Street, Midtown
  • 62 W 56th Street, Midtown

Delice & Sarrasin

Delice & Sarrasin er en lille og intim vegansk restaurant, som ligger i hjertet af West Village. Den hyggelige restaurant i bistrostil har en ambitiøs menu med et bredt udvalg af klassiske franske retter. Deres speciale er autentiske franske retter og crepes, som i en vegansk version frembringer de unikke smage fra det franske køkken. Et must for veganske foodies!

📍 Sted: 178 West Houston Street, West Village

Ladybird

Ladybird er en vegansk restaurant i New York. Den hyggelige restaurant på Lower East Side byder på plantebaseret tapas. Selv om man ikke skulle tro det, så er der retter med bl.a. “ricotta” og “cheddar” på menuen. Du kan bestille retterne til at dele, så du kan få smagt på så meget af den lækre menu som muligt. Selv hos kødspisere vækker den gode mad hos Ladybird begejstring!

📍 Sted: 111 East 7th Street, East Village

Two Boots Pizza

Two Boots Pizza er et af mine yndlingspizzarier i New York, og deres kreative menu indeholder også flere veganske pizzaer. De serverer velsmagende pizzaer med masser af grøntsager og vegansk ost. Two Boots har afdelinger over hele byen, fra Upper West Side til Brooklyn og endda i Jersey City.

📍 Sted: der er flere lokationer rundt i byen

Avant Garden

I East Village finder du Avant Garden. Det er en af de få helt veganske restauranter i New York, som byder på finere madlavning, og det er et godt sted at fejre en særlig anledning. Her serveres der velsmagende, moderne retter, som garanteret vil imponere selv folk, der er skeptiske over for vegansk mad.

Menuen består af sæsonprægede retter med grøntsager i fokus og rige smage. Avant Garden er en lille og populær restaurant, så sørg for at reservere et bord i forvejen.

📍 Sted: 95 Avenue A, East Village

Vegansk is og bagværk

Det er ikke blot de veganske og vegetariske restauranter i New York, der lokker med velsmagende plantebaseret mad. Byen byder også på mange muligheder for at nyde en lækker vegansk snack eller kaffepause.

Van Leeuwen Ice Cream

Leder du efter noget til den søde tand? Så besøg en af Van Leeuwen Ice Creams butikker. Firmaet blev grundlagt i Brooklyn i 2008 og blev hurtigt populært. I dag finder du Van Leuwens isbutikker over hele New York City. Selvom de sælger mejeriprodukter, byder de også på adskillige slags vegansk is.

Vælg mellem både klassiske og mere kreative, sæsonprægede smagsvarianter samt veganske toppings. Du kan også købe en vegansk sundae, is-sandwich eller milkshake. De mange veganske muligheder er listet på menuen, så det sværeste bliver måske at finde ud af, hvilken lækkerbisken du skal vælge.

📍 Sted: der er flere lokationer rundt i byen

Happy Zoe Vegan Bakery

Som navnet indikerer, er dette et udelukkende vegansk bageri. Det ligger i det charmerende og veganervenlige kvarter Greenpoint i Brooklyn.

Happy Zoe Vegan Bakery både et godt sted at holde en kaffepause med lidt sødt til ganen og at spise frokost. Her serveres der mange slags søde og salte snacks – kager, muffins, cookies, donuts, sandwich, burgere med mere – så der er nok at vælge mellem!

📍 Sted: 102 B Nassau Avenue, Brooklyn

Ofte stillede spørgsmål

Ja bestemt! New York byder på mange muligheder for veganere. Der er veganske bagerier, isbutikker med veganske valgmuligheder og endda flere fuldt veganske restauranter.

Som med de ikke-veganske madmuligheder i New York er valget dit. Der er dyrere muligheder, f.eks. vegansk gourmetmad, men du kan også få en mere overkommelig ret, f.eks. en vegansk pizza.

Der er flere rigtig gode veganske restauranter i New York, både på Manhattan og i de andre bydele. Avant Garden er f.eks. kendt for sin veganske fine dining, og Beyond Sushi er en god mulighed for vegansk sushi.

Hjalp denne artikel? Anbefal den ved at give mig en bedømmelse:

Ved at fortsætte med at bruge dette website giver du samtykke til brug af cookies og privatlivspolitikken. Find ud af mere her.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev