Spring til indholdet

Penn Station i New York

Penn Station i New York

Penn Station i New York ligger i Midtown Manhattan på Pennsylvania Plaza, hvor også Madison Sqaure Garden ligger. Navnet er en forkortelse af Pennsylvania Station. Det er den travleste togstation i New York City og endda også den travleste i Nordamerika. Hele 600.000 passagerer lægger vejen forbi stationen hver dag, og her kommer både Amtrak-, Long Island Rail Road- og New Jersey Transit-tog. Desuden kan man komme med 6 subway-linjer herfra.

Penn Stations beliggenhed

Penn Station ligger centralt på Manhattan. Stationen ligger hovedsageligt under jorden, nedenunder Madison Square Garden. Penn Station har ingen specifik adresse, men blokken, hvor den ligger, er mellem 7th og 8th Avenue og 31st og 33rd Street. Stationen ligger to blokke fra Empire State Building, og den ligger også tæt på Macy’s. Er du i New York og på udkig efter Penn Station? Så brug kortet i min gratis Eric’s New York app.

Penn Stations historie

Pennsylvania Station er opkaldt efter jernbaneselskabet Pennsylvania Railroad, som lod stationen opføre i 1910. Det var her, der kom den første direkte togforbindelse mellem New York og den sydlige del af USA. Den oprindelige station i Beaux Arts-stil blev revet ned i 1963 til fordel for den nye Penn Plaza og Madison Sqaure Garden. Herefter kom stationen til primært at ligge under jordens overflade, nedenunder Madison Square Garden.

Moynihan Train Hall

Senest er Penn Station blevet udvidet med den såkaldte Moynihan Train Hall. Stationshallen huses i James A. Farley Building på gaden overfor. Her lå der førhen et posthus, og hallen er opkaldt efter initiativtageren til stationsudvidelsen, senatoren Daniel Patrick Moynihan. Moynihan Train Hall er en imponerende del af stationen, hvor der afgår både Amtrak- og LIRR-tog. Der er en fodgængerforbindelse fra High Line Park.

Erics tip: Moynihan Train Hall ligger i bygningen, der før husede New Yorks hovedposthus. Det er en smuk, klassisk bygning, som jeg godt kan lide at kigge rundt i. Nu hvor Amtrak ejer bygningen, er der kun et lille posthus i den. Den flotte bygning er absolut værd at lægge vejen forbi.

Hej, jeg er Eric!

Jeg er en ægte New York-fan med over 20 års erfaring med at besøge og bo i NYC. Her på min hjemmeside deler jeg alle mine tips og værdifulde oplysninger for at hjælpe dig med at få mest muligt ud af din rejse. Jeg tester personligt og gentester regelmæssigt alt på min side for at sikre, at det, jeg skriver, er nyttigt, ærligt og altid opdateret.

Hvis du har spørgsmål, er i tvivl om noget eller vil have mig til at tjekke din rejseplan, så send mig en e-mail på Du kan også følge mig på Facebook eller Instagram for at få daglige opdateringer fra New York.

Hvis du har spørgsmål, er i tvivl om noget eller vil have mig til at tjekke din rejseplan, så send mig en e-mail på eric@newyorkcity.dk. Du kan også følge mig på Facebook eller Instagram for at få daglige opdateringer fra New York.

Jernbaneselskaber på Penn Station

Penn Station i New York rummer tog fra tre forskellige jernbaneselskaber: Amtrak, Long Island Rail Road og New Jersey Transit. Amtrak er langdistancetog, mens LIRR- og NJ Transit-togene forbinder New York City med de omkringliggende områder.

Amtrak i New York

Amtraks langdistancetog forbinder New York med flere storbyer i andre dele af USA og endda også Canada. Du kan f.eks. bruge Amtrak til en dagstur med tog til Washington DC. Boston kan også nås med et Amtrak-tog fra Penn Station. Chicago, Miami og Toronto er også bladt de storbyer, du kan tage et Amtrak-tog fra New York til.

Long Island Rail Road (LIRR)

Long Island Rail Road (forkortet LIRR) er et jernbaneselskab, der forbinder New York med Long Island. Der er flere forskellige LIRR-linjer, hvoraf de fleste kun kører på Long Island. En af linjerne kører dog til Penn Station. Det er toget, der kører fra Jamaica Station i Queens til Manhattan, og det kan du bruge ved transfer fra JFK til Manhattan.

New Jersey Transit (NJ Transit)

New Jersey Transit står for jernbaneforbindelserne i New Jersey. Flere af disse linjer kører under Hudson River og begynder eller ender ved Penn Station. To af disse linjer kører også til Newark Lufthavn, så hvis dit fly ankommer dertil, kan du tage toget fra Newark til Penn Station.

Metro-North Railroad

Metro-North Railroad (MNR) er en nærbane, der forbinder New York City med Upstate New York. Netværket forbinder også New York med Connecticut, og nogle af linjerne går gennem noget af New Jersey, hvilket gør disse linjer også til en del af New Jersey Transit.

Penn Station i New York - Billetter Penn Station i New York - NJ Transit

Besøg Penn Station

Som turist i New York har du formentlig ikke brug for at aflægge Penn Station et visit. De to andre store trafikknudpunkter i New York, WTC Transportation Hub og Grand Central Terminal, er i sig selv seværdigheder, og de er bestemt et besøg værd, selvom du ikke skal med toget derfra eller -til. Det samme gør sig ikke gældende for Penn Station, da den ikke er så spændende, men mest af alt praktisk. Dog er den tilstødende Moynihan Train Hall med sit store glasloft og imponerende rulletrappe en oplevelse værd, hvis du alligevel er i området.

Hjalp denne artikel? Anbefal den ved at give mig en bedømmelse:

Ved at fortsætte med at bruge dette website giver du samtykke til brug af cookies og privatlivspolitikken. Find ud af mere her.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev