World Trade Center Transportation Hub
World Trade Center Transportation Hub er en PATH-station og trafikknudepunkt kombineret med et shoppingcenter. Det ligger i Manhattans Financial District. Området blev fuldstændig ødelagt under terrorangrebet den 11. september 2001. Genopbygningen blev dog hurtigt startet, og i 2016 åbnede kronen på værket, nemlig den imponerende og ret specielle afdeling Oculus, der stikker op over jorden. World Trade Center Transportation Hub er en station med flere forskellige typer offentlig transport. Derudover huser det et stort shoppingcenter.
Calatravas Oculus
World Trade Center Transportation Hub er designet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Hans vision for bygningen er kommet til live: en stor hal med store, hvide marmorlinjer. Hallen ligger delvist under 9/11 Memorial, og den er forbundet til bygningen Oculus, der ligger ovenfor. Ifølge arkitekten repræsenterer Oculus, lige ved siden af One World Observatory, en fugl. Desuden kan du i Oculus’ tag se en smal åbning. Hvert år klokken 10.28 den 11. september skinner lyset ind gennem den smalle åbning. Det er tidspunktet det andet af tvillingetårnene styrtede sammen i 2001.
Betydningfuld PATH-station
World Trade Center Transportation Hub er ejet af PATH (Port Authority of New York and New Jersey). Trafikknudepunktet er en kæmpe PATH-station, hvor linjerne Newark – World Trade Center og Hoboken – World Trade Center mødes. Desuden forbinder stationen PATH-togene med forskellige subway-linjer og den nærliggende Battery Park City Ferry Terminal. Stationen er derfor en ‘konkurrent’ til de to andre store stationer på Manhattan, Penn Station og Grand Central Terminal.
Westfield World Trade Center Mall
I bygningen findes der også et stort shoppingcenter. Westfield World Trade Center Mall ligger i den store hal under Oculus og tårnene 2 World Trade Center, 3 World Trade Center og 4 World Trade Center. Med sine næsten 34.000 kvadratmeter med butikker er Westfield World Trade Center Mall Manhattans største shoppingcenter.
Hjalp denne artikel? Anbefal den ved at give mig en bedømmelse: