Hvad skal man se i Meatpacking District
Meatpacking District i New York er et kvarter på Manhattan, som går fra omkring West 14th Street til Gansevoort Street og fra Hudson River til Hudson Street. Dog anses den nordlige del, op til West 16th Street, og en del af området øst for Hudson Street ofte også som værende en del af Meatpacking. I starten af 1900-tallet lå der omkring 250 slagterier og kødfabrikker i Meatpacking District, og det er der navnet kommer fra. Den dag i dag er der dog kun et par slagterier tilbage i området, og nu er det mere kendt for sit natteliv. Jeg vil fortælle dig om alle mine yndlingsting at se i Meatpacking District.
Eric's Index
Hvad skal man se i Meatpacking District
Du må ikke gå glip af Meatpacking på din tur til New York. Det er et forholdsvist lille kvarter, men det har sin helt egen atmosfære. Der er også flere forskellige aktiviteter du kan give dig til i Meatpacking District. Det er både et godt sted at starte en dag med shopping, at tage ud at spise og tage på en sjov bytur.

High Line Park
Et helt særligt højdepunkt i Meatpacking District er High Line Park. Parken ligger på en gammel nedlagt jernbane og giver en usædvanlig udsigt omgivet af smukke planter og kunstværker til alle sider.
Du må ikke misse dette højdepunkt, især ikke om sommeren, hvor parken står i fuldt flor, og du kan solbade eller endda kigge på stjerner her. Der er også specielle detaljer overalt nede i gadeniveau. Eksempelvis er Meatpacking District et af de områder, hvor alle gyder er belagt med brosten.

Whitney Museum
Whitney Museum, eller Whitney Museum of American Art i New York som er det uforkortede navn, er et museum dedikeret til amerikansk kunst fra det 20. århundrede. Der er over 21.000 kunstværker, heriblandt malerier, skulpturer, tegninger, fotografier, videoer og installationer, så der er noget for enhver smag. Museet byder også på en dejlig tagterrasse, hvor du om sommeren kan slappe af med en drink og en skøn udsigt over omgivelserne.
9/11 Ground Zero Museum Workshop
På 9/11 Ground Zero Museum Workshop kan du få et indblik i livet af folk fra FDNY og redningsholdene efter 9/11. Grundlæggeren af workshoppen var den officielle fotograf på Ground Zero, hvilket gav ham mulighed for at tage sjældne fotografier og skaffe særlige genstande, som du nu kan se og holde i det lille museum.
Du kan opleve dette museum bedst ved at tage den interaktive audiotour, som fortæller dig mere om genopretningsperioden på Ground Zero.
Little Island og Gansevoort Peninsula
Du kan også lave en picnickurv på det nærliggende Chelsea Market og nyde nogle af lækkerierne på en af græsplænerne på Little Island. Denne park, som ligger ved floden i Meatpacking District, er dannet af en unik struktur på pæle. Find den hemmelige have, og nyd udsigten over Manhattan. Toiletterne er lige så unikke som resten af parken, så det er også et godt sted til en badepause.
Syd for Little Island ligger en anden park i New York, som også er et besøg værd: Gansevoort Peninsula. Her finder man Manhattans første strand, og det er et sted, hvor newyorkerne kan træne og lufte deres hunde.

Spisesteder i Meatpacking District
Meatpacking District er et hyggeligt område at gå i byen i, og her er mange stilfulde restauranter, hvor du kan starte aftenen. Tag til Dos Caminos, hvis du har lyst til at sætte tænderne i mexicansk mad. Det er en populær mexicansk restaurant i New York og med god grund, for maden er virkelig lækker. Faktisk er det en kæde med adskillige restauranter, men den i Meatpacking District er en af de bedste. Eller tag til Pastis for et fransk måltid, en hip Bistro i Meatpacking District.
RH Rooftop Restaurant er også et godt sted at få noget at spise og en drink. Den specielle restaurant ligger på taget af en møbelbutik, og du kan derfor slå to fluer med ét smæk og både få nydt et glas vin og købt en ny sofa! De fleste tager dog på restauranten for at hygge sig med et glas rosé i solen på tagterrassen.

Hoteller i Meatpacking District
Der er ikke så mange hoteller i Meatpacking District, du kan vælge mellem, men The Standard, High Line og Gansevoort Meatpacking NYC er gode valg. Begge hoteller har en trendy rooftop-bar, og de er derfor også gode steder at gå i byen.
Under The Standard Hotel, og ved siden af den populære The Standard Biergarten, finder du The Standard Grill. Navnet til trods, er der ikke noget, der blot er standard her. Der er dog ikke noget standard her, for denne restaurant har en hip stemning, og leder tankerne hen på en aften i byen (dog uden DJ). The Standard Grill byder på lækre bøffer og fiskeretter. Om sommeren er der en dejlig terrasse, hvor du kan sippe til en cocktail og nyde omgivelserne.

Hvordan kommer man til Meatpacking District?
Den letteste måde at komme til Meatpacking District på fra nogle af de andre dele af Manhattan er at tage til metrostationen 14 St / 8 Av med metrolinjerne A C E L. Derfra er det bare at gå vestpå mod Meatpacking District.
Meatpacking Districts historie
Meatpacking District var tidligere langt fra så hipt, som det er i dag. I 1960’erne begyndte det at gå ned ad bakke, og værst stod det til i 1980’erne. Her var Meatpacking District et råt, industrielt kvarter og centrum for narkosalg og prostitution. Det varede dog ikke længe, inden tingene begyndte at ændre sig til det bedre.
Blot et par år senere, i slutningen af 90’erne, begyndte det at se lyst ud igen. Denne forvandling startede, da trendy butikker og natteliv kom til området og satte tonen for for kvarterets nye karakter. Det er stadig grundpillerne i Meatpacking District, som vi kender den i dag: natteliv og mode.
Hjalp denne artikel? Anbefal den ved at give mig en bedømmelse:
